Jeg gør det sku – tror jeg nok!

Jeg har taget den endelige beslutning – JEG GØR DET SKU (tror jeg)!
Jeg kaster mig ud i at undersøge mere om ’projekt selvstændig’. Tanken om at være uafhængig, men alligevel også være helt alene om det. Selvfølgelig har jeg min dejlige mand og familie, som bakker mig helt vildt op, og bare siger GO! Men at gå fra en indkomst, til ’hmm gad vide, hvornår jeg kan forvente at få det igen’, og den faste arbejdstid, samt sikkerheden. Det er på en og samme tid nervepirrende, men også vanvittig spændende. Det var vigtigt for mig, at det var noget som jeg kunne brænde for, og tanke om selv at bygge det op fra bunden – tiltalte mig helt vildt!

Jeg skrev mails frem og tilbage med undervisere, indhentede tilbud og priser, for så at stykke nogle budgetter og forretningsplaner sammen, som jeg kunne vende med revisoren.

Heldigvis fik jeg også GO fra ham og jeg var vist ikke mere i tvivl. Nu skulle jeg bare lige overvinde den kæphest, det var for mig at få sagt op. Det nagede mig at skulle gøre det, når man kommer fra en barsel, og jeg følte mig som en røv.

Vi skulle på en lækker ferie til Tyrkiet i 2 uger, for at trække de absolut sidste krampetrækninger ud af min barsel. Dette skulle sætte det absolut sidste punktum, inden sønnike skulle starte indkøring i vuggestuen og hverdagen atter stod for døren, om end en helt ny af slagsen, med en hverdag der skulle gå op i en højere enhed. Vi havde besluttet at disse to uger, skulle være den absolut sidste tænkepause omkring Børneboblen, og så måtte jeg tage den endelige beslutning for, hvad jeg gjorde.

Meeen så let skulle det ikke gå! Dagen inden afgang ringede de fra arbejdet. De havde brygget nogle ret gode arbejdstider sammen, på nedsat tid alligevel. Skemaet gav mig noget af den frihed jeg havde eftersøgt, og jeg stod pludselig tilbage med ’hmm hvad så?!’. Og en kæmpe klump i halsen!

Ferien gik, vi nød det, og gennemgik alle for og imod. Egentlig tror jeg ikke der var så meget imod for mit vedkommende, for jeg var besluttet på, hvad der skulle ske. Jeg kunne ikke slippe tanken om mit nye liv, min baby, og hvad der nu var blevet til Børneboblen.

Den tunge samtale med min chef, stod for døren og jeg gik ind med en klump i halsen, og havde kørt samtalen igennem igen og igen i mit hoved, som vi kvinder gør det bedst. Jeg følte mig klar på hvad som helst og havde svar på spørgsmål helt parate! Heldigvis forløb den super fint. Arbejdet kunne godt forstå min beslutning, og at jeg var nødt til at følge min passion og drøm for mit eget. Puha! Nu var det alvor – jeg havde taget det store skridt og der var ikke nogen vej tilbage. Men jeg var glad, lettet og mere end spændt på, hvad fremtiden bringer.

Der var lidt under to måneder til åbningen og stadig en masse ting, der slet ikke var på plads. Stresset? Måske lidt.

Vil du videre mere om hvem personen bag Børneboblen er, så læs med i næste indlæg ‘Maria’.